Gladsaxe Ringby

Projektet omfatter borgerinddragelse, analyse og helhedsplan inkl. byrumsudformning for omdannelse og udvikling af Gladsaxe Erhvervskvarter.
Forslag til fremtidig udformning og anvendelse af et af Danmarks største erhvervsområder. Med udgangspunkt i en fremtidig letbane langs Ring 3 stilles forslag om udvikling af et dynamisk erhvervskvarter. Hvor en ny markant, intensiv bebyggelse og nye servicefunktioner er med til at skabe et levende miljø langs Ring 3 som ny hovedgade og landmark i Gladsaxe Kommune. Der er fokuseret på bæredygtighed, kulturarv, rekreative arealer og byrumsudformning.

Helhedsplanen sammenbinder kvarteret med det øvrige Gladsaxe og muliggør en udvikling med erhvervsdomiciler, kreative erhverv, iværksættelse, kultur, uddannelse, lokale butikker, boliger og infrastruktur. Samtidig giver planen mulighed for, at områdets eksisterende gamle industrivirksomheder fortsat kan udvikles i området.
Projektet forventes realiseret inden for de kommende år.