Hasløv & Kjærsgaard har sammen med COWI vundet opgaven om planlægning af den langsigtede deponering af Københavns overskudsjord.

Opgaven omfatter et større analyse- og evalueringsarbejde med udpegning af egnede lokaliteter, udpegning af særlige miljøhensyn, kortlægning og inddragelse af interessenter, udvælgelse af transportruter og vurdering af økonomisk bæredygtighed på de enkelte lokaliteter.

Herudover skal planlægningen fokusere på nyttiggørelse af overskudsjorden – hvordan den kan bidrage til byens udvikling, herunder om deponeringen kan samtænkes med klima- og højvandssikringen af København eller skabe nye byområder, bedre adgang til vandet og nye rekreative tilbud til byens borgere.

Opgaven er opdelt i to dele – et kortsigtet perspektiv for deponering inden for de næste 2 år og et langsigtet perspektiv for deponering over de næste 15 år.