Den 29. maj er der indbudt til fest på havnen i Helsingør, hvor Borgmester Benedikte Kiær vil indvie den nye havnepromenade og dermed hele fornyelsen af Helsingør Nordhavn.

Med den fornyede havn skabes en helt ny promenade fra Kulturhavnen ved Kronborg over Nordhavnen, og som planlægges at fortsætte over Gummistranden videre til Marienlyst – byens historiske badehotel.

Foruden promenadeforløbet omfatter projektet en attraktiv kaj for gæstebåde, en ny og større jolleplads med nyt rampeanlæg, nye byggemuligheder i havnens vestlige del samt mulighed for etablering af et vandlaboratorium og rekreative arealer øst for midtermolen.

Projektet omfatter også en ny servicebygning for sejlere og gæster. Den nye bygning indeholder servicefunktioner som toiletter, baderum, familierum og forskellige rekreative tilbud, herunder en udsigtsterrasse.

Programmet for dagen kan ses på Helsingør Havnes hjemmeside.