Idéforslag til nyt parkeringsanlæg ved Møllelundsparken i Borup, med udgangspunkt i en analyse af parkeringsbehovet i bymidten i Borup. Det valgte område ønskedes samtidig bedre forbundet med Borupcentret på den modsatte side af Møllevej.

Da der blandt byens borgere samtidig var ønske om at bevare områdets grønne karakter, blev der foreslået en åben stenbelægning med grønne fuger og nye, rumdannende hækbeplantninger.

Samtidig blev der foreslået anlagt et stiforløb og en udvidelse af den eksisterende skulpturpark ved Møllelundsgården på det nye parkeringsområde. Udover parkeringsplads kan området således benyttes som udflugtsmål og til markeder og andre kulturarrangementer. Den løse og grønne belægning sikrer også bedre nedsivning af regnvand, end et asfalteret område ville gøre.

Området tænkes i senere etaper forbundet med forretningscentret ved samlende belægning af forbindelser for bløde trafikanter mellem Møllelundsparken og Borupcentret, i forbindelse med en omdannelse af det tidligere rådhus til kulturelt samlingssted, og en forskønnelse af hele bycentret.

Parkeringsanlægget stod færdigt i juni 2010.