For ADP har Hasløv & Kjærsgaard arbejdet med at udvikle det ældste havneafsnit i Fredericia til et rekreativt havneområde. Området var tidligere en del af værftet. Den indre del har fungeret i nogle år, og tiltrækker sammen med spændende midlertidige aktiviteter mange mennesker til området. For gæstesejlerne er byen blevet et nyt og attraktivt sted på turen gennem Lillebælt. Nu er hele den gamle havn blevet til gæstehavn og et sted for maritime events. Den er indrettet med et fortøjningssystem, så mange forskellige skibe kan bruge kajerne – skonnerter, meget store lystbåde og selvfølgelig også de mindre lystbåde.