Hasløv & Kjærsgaard har fungeret som bygherrerådgiver på udviklingen af det samlede anlægsområde på Energivej i Helsingør.

Opgaven har handlet om at kvalificere beslutningen om at samle de mange tiltag og aktiviteter under forsyningen; kraftvarmeanlæg, driftscenter/kontorfaciliteter, genbrugsplads og biomasseanlæg.

Tegnestuen har udarbejdet masterplan, VVM-bidrag; visualiseringer og landskabsanalyser, udarbejdet lokalplan og afholdt borgermøde. Derudover har vi været oplægsholder og del af en ideudviklingsworkshop med aktører på energiområdet omkring 2020 løsninger, udvikling af grøn teknologi og ”den tredje dimension”.

Efterfølgende har vi udarbejdet forslag til en grøn genbrugsplads med 225.000 besøgende om året. Pladsen indrettes med grønne, teknologiske tiltag, bl.a. sedumtag, støjreduktion, trafikseparering, genbrugsbutik, skoletjeneste mv.

Der er udarbejdet et skitseprojekt og efterfølgende et dispositionsforslag, som bliver en del af forsyningens masterplan for udvikling af en samlet forsyningsenhed for hele Helsingør Kommune med fokus på ”den tredie dimension” og hvordan forsyning og genbrug gøres til en ressource.

Tegnestuen har derudover udarbejdet registreringsmateriale for den samlede ejendomsportefølje, økonomioverslag, grundlagsmateriale til afholdelse af konkurrence samt etapeplan som en del af masterplanen.

Første fase af masterplanen er nu under realisering med etableringen af et biomasseanlæg.