Udviklingen af Sæby Havn markerer en ambitiøs transformation af havnen som et maritimt og rekreativt knudepunkt i Sæby. Med udgangspunkt i Frederikshavn Kommunes vision har vi bidraget til at skabe en helhedsorienteret udvidelse, der styrker havnens betydning for både turisme, bosætning og lokalt fritidsliv.
Projektet omfatter et nyt havnebassin med plads til op mod 240 både – herunder bådepladser til hjemmehørende både, gæstesejlere og større fartøjer som skonnerter – samt forbedrede faciliteter til småbådssejlads, kajak, roning, dykning, svømning og anden vandsport. Der er desuden etableret en ny indsejling for småbåde og et beskyttet vandområde til rekreativ sejlads og naturoplevelser.
Udvidelsen inkluderer et nyt landområde på ca. 15.000 m² med faciliteter til vinteropbevaring, parkering, servicebygninger og foreningsliv, samt rampeanlæg og nye forbindelser til den eksisterende bystruktur. De nye havnearealer er disponeret som en ø bag de dækkende værker og skaber nye koblinger mellem bymidte, havn og kystlinje.
Med projektet styrkes havnens rolle som aktivt mødested for både lokale og besøgende, og som motor for en langsigtet omdannelse af havnens nærområder. Samtidig sikrer den arkitektoniske bearbejdning, at materialer, skala og stemning forankrer det nye havneafsnit i Sæbys identitet og maritime kulturarv.