Hobro Lystbådehavn ejes af Hobro Sejlklub. Med Hasløv & Kjærsgaard som rådgiver, har sejlklubben igangsat arbejdet med en udviklingsplan for havnen. Havnen ligger unikt, på grænsen mellem byen og fjordlandskabet. Den er ikke kun en aktiv lystbådehavn. Den er også et ’sted på ruten’, en meget populær stiforbindelse fra byen, via havnen og videre ad Panoramaruten til de dramatiske og smukke Bramslev Bakker. Havnens beliggenhed er fantastisk.
De første skitser til en udviklingsplan for havnen er på vej. På en workshop, faciliteret af tegnestuen, fik sejlerne deres ’ønskeseddel’ udbygget. Sammen fik vi afprøvet forskellige udviklingsmuligheder og tegnet på planen, så den imødekommer de mange forskellige funktioner, årstidsvariationer, naturoplevelser, brugere og stemninger, bundet sammen i en bæredygtig helhed, som tilsammen skaber den gode havn. Spændende er det for tegnestuen igen at vise, hvilken kvalitet der er, at ’tage tegnestuen med ud til kunden’. Den tætte dialog ved arbejdsbordene giver megen inspiration og viden, om hvordan den gode havn udvikles.
Vores metoder med at lade workshops være et vigtigt arbejdsredskab skaber ikke kun en positiv oplevelse på dagen. Resultaterne rækker langt ud over selve arrangementet. Workshops er en unik adgang til opbygning af fælles viden, vidensdeling og forståelse for, hvordan den gode proces kan hjælpe med at håndtere udfordringer, identificere nye muligheder og udvikle løsninger.