Trods den hårde vintermåned blev der sidst i januar planmæssigt holdt rejsegilde på den nye servicebygning på Nordre Mole. Der var god stemning med taler af entreprenør J. Berner og arkitekt Dan B. Hasløv og besøg fra samarbejdsparter, de lokale aviser og interesserede naboer.

Det er spændende at se, hvordan bygningens særlige karakter med sin vejrbestandige facade mod nordkysten og de opbrudte nicher mod havnebassinnet nu begynder at tage form.

Servicebygningen skal servicere havnens brugere, herunder sejlere, promenerende og gæster på den nærliggende strand. Den nye bygning indeholder servicefunktioner som toiletter, baderum, familierum og en udsigtsterrasse. Udformningen af den nye bygning tager udgangspunkt i og hensyn til sigtelinjer mod Kronborg Slot og udsigten til Øresund.

Bygningen forsynes helt nyskabende med varme af 2 geotermiske boringer, der leverer varmt vand til de to ekstra store varmtvandsbeholdere.

I løbet af februar 2016 vil taget blive færdigt, bygningen vil blive lukket med døre og efterfølgende vil den markante trappe til udsigtsterrassen blive monteret.

Indvielse af den nye servicebygning på Nordre Mole ultimo maj.